For tre år siden besluttede vi at sælge vores hus, som vi havde haft i tyve år, det var en svær beslutning, men huset var stort, og da min mands arbejde krævede en del rejsedage om året, børnene var flyttet hjemmefra, og hunden var død af alderdom, blev vi enige om at finde en mindre bolig tættere på centrum.
Huset blev solgt, og vi fandt vores drømmebolig med udsigt til søen, tæt på byens centrum og med rigelig plads til os to. Den dag, flyttemændene kom, blev en dag med mange følelser i kog, vi og vores voksne børn sagde farvel til mange års oplevelser på godt og ondt men så samtidig frem til en ny epoke i vores liv.
Inden flytningen havde jeg lavet en skitse over, hvor møblerne skulle placeres i det nye hus, men skæbnen ville, at jeg havde taget fejl af målene på vores to sofaer, hvilket betød, at vi kun kunne få plads til den ene. Så da vi stod i vores nye stue sent på eftermiddagen med en sofa i overskud, udbrød vores yngste svigersøn, at han manglede en sofa af god kvalitet, så han af og til kunne tage sig en god middagslur. Vi grinede selvfølgelig lidt ad ham, for han er bestemt ikke typen, der sover ret ofte til middag, men jeg fornemmede, at han ærligt mente, at han gerne ville overtage sofaen – også mod betaling, som han sagde. Svigersønnen og datteren fik nu sofaen uden beregning, de skulle bare selv sørge få at transportere den hjem.