Generelt

Trailerforsikring?

Det lille jazzband med fire mand, som jeg spiller i, har de senere år haft ganske pæn succes. Vi er ude at spille så godt som hver weekend til forskellige fester, hvor det oftest er et modent publikum, vi spiller for. De helt unge er nok ikke så meget til jazz.

Så selv om vi er amatører, går det ganske godt med økonomien, og nu bliver der også honorar til bandets medlemmer. Det gjorde der ikke for et par år siden, da vi startede med at tage ud at spille. Vi aftalte nemlig, at vi skulle spare penge sammen, så vi kunne købe en trailer med lukket kasse til vores musikinstrumenter.

Den har vi for længst anskaffet os, og det er en stor lettelse, for tidligere var vi nødt til at køre i to biler for at have plads nok til instrumenterne.

Da vi i forrige uge havde været ude at spille en fredag aften, blev vi på vejen hjem involveret i et ret voldsomt færdselsuheld. Ingen af os kom noget til, og skaden på selve bilen var også begrænset. Men vores trailer med musikinstrumenterne var nærmest totalt smadret, og ikke et eneste af instrumenterne var gået ram forbi.

Det var en træls oplevelse, og da vi kom hjem til mig, satte vi os ved spisebordet i køkkenet med en kold pilsner. Den syntes vi, at vi havde fortjent. Ret hurtigt kom vi til at tale om, hvilken forsikring der mon dækkede de skader, vores instrumenter var blevet udsat for.

Ingen af os havde helt styr på det, og der opstod faktisk lidt tvivl hos os, om instrumenterne overhovedet var dækket. Vi har en decideret trailerforsikring, men den aften var ingen af os helt på det rene med, om den mon også dækkede trailerens indhold.

Bent snakkede noget om, at almindelig bilforsikring jo også dækker det gods, man har i bilen, så han mente helt bestemt, at trailerforsikring også måtte virke på samme måde. Ja, men problemet var, at ingen af os kunne huske, om lige netop den forsikring kun var den nødvendige ansvarsforsikring, som skal tegnes, når man kører med en trailer, eller om vi i sin tid havde valgt en eller anden form for kasko i forbindelse med den forsikring.

Det er da også pokkers, bemærkede Hans, for vi har jo specielt undersøgt, om vores musikinstrumenter er dækket, når vi opbevarer dem herhjemme. Den gang tænkte vi på risikoen for indbrud og tyveri, men ingen af os har på noget tidspunkt tænkt på, at instrumenterne kan blive ødelagt i forbindelse med et færdselsuheld.

Vi kunne ikke få det afklaret den aften, så vi måtte vente helt til om mandagen med at kontakte det selskab, hvor vi har tegnet trailerforsikringen for at få klar besked. Vi var da temmelig nervøse den weekend, for vi havde musikinstrumenter for mindst 100.000 kr. tilsammen.

Vi aftalte, at Bent skulle kontakte forsikringsselskabet om mandagen. Det gjorde han og ringede så til os andre med den beroligende besked, at instrumenterne var fuldt dækket af trailerforsikringen.

Ekhard (Author)